Det er nu over 145 år siden, at Henrik Ibsens Et dukkehjem for første gang blev opført i 1879. Alligevel vækker stykket stadig stærke følelser. Det kan få os til at græde og tvinger os til at stille spørgsmål ved vores egne forhold, den dag i dag. 

Måske fordi Ibsen rev væggen ned og udstillede en af de mest intime og skrøbelige strukturer i vores samfund: den borgerlige kernefamilie.

Et brutalt og næsten uhyggeligt realistisk drama om ægteskab, kønsroller og forventninger – om forskellen på at blive elsket som menneske og holdt som en dukke. Om spændingsfeltet mellem tryghed og frihed.

Eller måske skyldes dets farlige potentiale, at dramaet kulminerer i en slutning, der siden er blevet ikonisk: med en dør, der smækker – og en kvinde, der går.

Lyt med, når jeg sammen med Elizabeth Blicher kigger ind i Ibsens mesterværk.